Mød Morten – Takedas nordiske chef for Public Affairs | Takeda Danmark

Mød Morten – Takedas nordiske chef for Public Affairs


Calendar
August 30, 2024

”Der hvor jeg tilføjer størst værdi, er når jeg er ude i marken – i Folketinget, i Sundhedsministeriet, i Bruxelles osv.”


Morten

Morten er hovedtaler ved et seminar i Europa-Parlamentet om udvikling af lægemidler mod sjældne sygdomme

Morten er et af de mennesker, der er eminente til at netværke, og blandt andet hans evne til at opbygge og pleje relationer har ført ham mange steder hen, både arbejdsmæssigt og privat. I dag er Mortens fødder solidt plantet i Vallensbæk, hvor han er Takedas nordiske chef for Public Affairs. Det har han været i syv år, hvis man tæller de to år han var i nu opkøbte Shire med.

Morten er oprindeligt fra Nordjylland, men efter at have færdiggjort sin statskundskabseksamen tilbage i 1994 fik han job i Sundhedsministeriet, og det nordjyske blev skiftet ud med København. I dag bor Morten på Frederiksberg med sin kone og yngste barn på 20 år. Hans to ældste børn på 23 og 25 år er flyttet hjemmefra.

Det politiske har altid fyldt

Morten har altid været interesseret i samfundsforhold og samspillet mellem det politiske system og sundhedsvæsnet. Så det var et let valg at takke ja til først jobbet som fuldmægtig i Sundhedsministeriet efter endt uddannelse og senere som ministersekretær samme sted. Det var i ministeriet, at Morten for alvor fik forståelse for, hvordan den politiske verden fungerer. Han fik lov at arbejde under fem forskellige sundhedsministre og fik opbygget et solidt CV og et netværk af politikere og andre sundhedspolitiske interessenter, som han siden hen har benyttet.

I dag er den daglige gang på Christiansborg skiftet ud med en ugentlig gang. I sit nuværende job ynder Morten at holde styr på, hvad der sker på Borgen, men han har også meget andet at se til. Blandt andet har han ansvar for det nordiske ’Rare Disease Summit, der afholdes hver andet år.

Her forsøger Takeda sammen med andre interessenter at sikre forbedret diagnostik og adgang til lægemidler for patienter, der lider af sjældne sygdomme. Han står også i spidsen for at få sat ADHD på den politiske dagsorden og har blandt andet gjort det ved at afholde forskellige konferencer om den psykiatriske lidelse og ved at engagere politikere og andre meningsdannere. Mortens job spænder altså bredt.

”Jeg prøver at have en del møder ude i byen, og selvfølgelig også at være en del på kontoret, men jeg har ikke et klassisk ’8 til 16-job’, hvor jeg sidder bag min computer. Den frihed trives jeg rigtig godt med.”

Morten med sin søn August og sin ældste datter Asta

Morten med sin søn August og sin ældste datter Asta

Fra Borgen til Bruxelles og tilbage til Danmark

Netop friheden har altid haft betydning for Morten, hvis rejse fra Sundhedsministeriet til et job som nordisk chef for Public Affairs i Takeda har budt på lidt af hvert. Efter syv år i ministeriet, blev Morten kontaktet af en direktør i en life science-virksomhed, der tilbød ham at opbygge en afdeling for public affairs. Det var et tilbud, Morten ikke kunne sige nej til, og i stedet for at arbejde med det politiske system indefra, så begyndte han at arbejde med det udefra. Morten husker tilbage på den tid med fornøjelse, og den førte da også til, at han flyttede til Bruxelles for at arbejde med sundhedspolitik på EU-plan i stedet for på nationalt plan. Undervejs skiftede Morten til Novo Nordisk, hvor han fik til opgave at opbygge et EU-kontor og sætte diabetes på dagsordenen på tværs af Europa.

Efter syv år i Belgien, gik turen hjem til Danmark. Først til Novo Nordisks hovedkontor og siden hen til Shire, hvor Morten fik et tilbud om at blive chef for Public Affairs, Market Access og Kommunikation i Norden og Baltikum. Det er det job, Morten har taget afsæt i og udviklet sig fra i de sidste syv år. ”Jeg var glad for at komme lidt tættere på markedet og beslutningstagerne i sundhedsvæsenet.”

Team Takeda

Cykling med Team Takeda til gavn for De Danske Hospitalsklovne

At arbejde for Takeda

I dag er Morten som sagt nordisk chef for Public Affairs i Takeda – en rolle, han er rigtig glad for og som han udfylder på sin egen måde. Han har fået lov at sætte sit præg på jobbeskrivelsen og gør stor brug af de kompetencer han har fået undervejs i sin karriere og af de mennesker, han har lært at kende. Morten sætter en dyd i gennem sit job at være med til at få politikernes øjne op for specifikke sygdomsområder og han besidder den egenskab, at man lytter til ham. ”Hvis man prøver at sætte sig ind i, hvordan politikere tænker, forstår hvad de har brug for og prøver at finde den fælles dagsorden, så er min erfaring, at man har god mulighed for at kunne trænge igennem med sine budskaber.” Det er dog ikke kun på Christiansborg, at der bliver lyttet til Morten, det gør der også på kontoret.

I Takeda er Morten en del af både det danske og det nordiske ledelsesteam, og han er med til at påvirke, hvilken vej den danske og nordiske filial skal gå og hvordan kulturen i virksomheden skal være. Morten er stolt af at være en del af en virksomhed med en flad struktur, hvor der er plads til alle og hvor alle bliver hørt. Da Morten i sin tid bragte ideen om et nordisk ’Rare Disease Summit’ op, vidste han godt, at det var et stort projekt, som ikke nødvendigvis ville få lov at blive søsat i alle virksomheder. Han fik dog overbevist sine kollegaer, og i dag er det et af de projekter, han er mest stolt af at drive. Det kunne dog ikke være sket uden samarbejde, og netop samarbejde på tværs er også en af de ting, som Morten sætter særlig pris på ved Takeda. ”Vi hjælper hinanden og vi udfordrer hinanden, og vi får skabt noget fremdrift. Vi har et godt miljø, og jeg har en opfattelse af, at folk er rigtig glade for at være her i Takeda. Det hænger ikke mindst sammen med, at vi, fordi vi arbejder rigtig tæt sammen, også kender hinanden rigtig godt.”

Et smut til det japanske hovedkontor

Om ikke så længe skifter Morten det danske kontor ud. Han har igen benyttet sine netværksevner og har derigennem fået mulighed for i tre måneder til efteråret at komme til Takedas japanske hovedkontor. Her skal han lede et team, hvis opgave er at nedbryde barrierer i forbindelse med behandling med plasmabaserede terapier på internationalt niveau. Han ser det som et stort privilegie, at han både privat men ikke mindst gennem sit arbejde får lov at rejse en del, for som Morten siger: ”Jeg er nysgerrig på livet, på verden og på mennesker.”


C-ANPROM/DK/CORP/0037 Date of preparation 21/05/2024