Mød Marie – Takedas regulatoriske specialist | Takeda Danmark
Mød Marie – Takedas regulatoriske specialist
”Det fede ved et job i regulatorisk afdeling er, at du får lov at berøre lidt af det hele i en organisation.”
Marie har startet sin karriere i Takeda, og hun har ikke i sinde at skifte arbejdsstedet ud – i hvert fald ikke foreløbig. Det er nu fire år siden Marie begyndte i regulatorisk afdeling, først som studentermedhjælper og senere som fastansat regulatorisk specialist. Med sin uddannelse som farmaceut havde Marie en god teoretisk forståelse fra start, men det krævede meget af hende at komme ind i en kompleks afdeling som regulatorisk. Alligevel er hun virkelig glad for at have startet sin karriere netop der. ”I regulatorisk får man en god indsigt i virksomheden, for man får lov at arbejde med mere eller mindre alle produkter og man har en stor berøringsflade.” Det så Marie som et kæmpe plus fra start og blandt andet derfor er hun blevet hængende.
Den aktive pige fra Amager
Privat bor Marie på Amager med sin mand og deres to små børn på to og fem år. Meget af fritiden går selvfølgelig med børnene, men både Marie og hendes mand prioriterer at være aktive. Marie har i mange år dyrket gymnastik på eliteniveau og gik i en årrække også til crossfit – det var blandt andet her, hun mødte sin mand. I dag går hun to aftener om ugen til floorball, når børnene er puttet. Her får hun lov at være en del af et lille community, hvor hun kan koble fra og fokusere på noget andet end familie- og arbejdsliv, og det stornyder hun. For Marie, der tidligere altid prioriterede sporten over venner og fester, var det altafgørende, og hun ser tilbage på en virkelig god studietid.
At være en del af et lille community oplevede Marie også på farmaceutuddannelsen. Marie har altid vidst, at hun skulle gå den naturvidenskabelige vej, men hun kommer fra en familie, der kun tyr til medicin som sidste udvej. Derfor kom det bag på hende, da hun efter et semester på DTU, som var for stort til hende, så sig selv på farmaceutuddannelsen. Det var dog det helt rigtige sted for Marie. Her fik hun en masse viden og ikke mindst et godt socialt netværk.
En dag i regulatorisk
Marie har altid været god til at bruge sit netværk. Det var netværket, der fik hende til at vælge farmaceutuddannelsen, og det var netværket, der fik hende til Takeda tilbage i 2020, hvor hun var i gang med at skrive sit speciale. Marie havde været aktivt opsøgende under sin studietid og havde landet en fuldtidsstilling i regulatorisk afdeling, når hun var færdig med sin uddannelse. Hun skulle dog lige have kandidaten på plads, og derfor begyndte hun som studentermedhjælper, hvor hun stille og roligt kunne blive introduceret til arbejdslivet.
Da Marie endelig blev færdiguddannet, var det dog ikke fordi hun kunne hvile på laurbærrene. ”I regulatorisk afdeling har man mange kasketter på og man har mange forskelligartede arbejdsopgaver.”
I Takeda er regulatorisk afdeling på nordisk niveau og den enkelte medarbejder har en række lægemidler, som han eller hun er ansvarlig for i alle de nordiske lande. De typiske arbejdsopgaver dækker over at informere relevante parter om eventuelle godkendelser fra Lægemiddelstyrelsen af nye produkter eller føje ændringer til eksisterende lægemidler. Derudover opdaterer Marie og hendes kollegaer indlægssedler og produktresuméer og holder øje med ekstra sikkerhedsforanstaltninger for visse lægemidler. De sætter også tid af til projektarbejde, der kan forbedre processerne på tværs af de forskellige lande.
At arbejde på nordisk niveau har i Maries øjne en række fordele og ulemper. Den største fordel er helt klart, at det er nemt at implementere det samme for alle landene, mens den største ulempe er, at hun og hendes kollegaer sidder forskellige steder. Nogle gange kan det nemlig gøre processerne mere komplekse, at regler ikke er de samme for alle landene og at de har forskellige måder at gribe tingene an på. Derudover er der selvfølgelig også det sociale, men i regulatorisk er de trods alt gode til at mødes rimelig hyppigt, og så hygger de sig.
Regulatorisk – en afdeling der berører det hele
Som sagt begyndte Marie sin karriere i regulatorisk afdeling, og det er hun glad for. ”Regulatorisk berører lidt af alt i organisationen,” og man får derfor en god ide om, hvad alle funktioner er til for. Derudover er man involveret på mange planer med forskellige kollegaer, og man får en stor berøringsflade.
Det kræver dog noget at komme ind i regulatorisk afdeling, og derfor slår Marie et særligt slag for mentorordningen i Takeda. Det kan godt tage et halvt til et helt år at blive selvkørende i regulatorisk afdeling, og man er afhængig af sine kollegaer. At have én særlig kollega, der agerer mentor for en og som står klar til at svare på alskens store og små spørgsmål har en særlig betydning. Marie havde en rigtig god mentor, da hun startede, og hun bruger hende stadig flittigt. Marie kom derfor forholdsvist nemt ind i tingene i afdelingen og vil gøre sit for, at andre får den samme oplevelse. Det gælder også på trods af, at Marie lige om lidt skifter regulatorisk ud med medicinsk afdeling.
Et nyt kapitel
Marie føler efter fire år i regulatorisk afdeling, at hun har opnået det hun ville der, og hun har nu fået mulighed for at komme over i medicinsk afdeling. Her skal hun arbejde med plasmabaserede terapier, og hun ser frem til at starte dette nye kapitel til juni. Marie vil se tilbage på fire virkelig gode år i regulatorisk afdeling, hvor hendes karriere startede, og hun vil glæde sig til at benytte de mange kompetencer, hun har fået fra regulatorisk på en ny måde – og så glæder hun sig til at bygge mange flere på.
C-ANPROM/DK/CORP/0032 Date of preparation 23/04/2024