Roland Kurney Ny Landechef for Takeda Sverige
Roland Kurney bliver ny landechef i Sverige - Christian Ramskov tager over som interim landechef i Danmark.
Takedas danske landechef Roland Kurney bliver ny landechef i Sverige. Kurney har været i sin nuværende rolle siden 2021 og har en mangeårig erfaring fra lægemiddelindustrien samt fra andre sundhedsorganisationer, herunder Charité sygehuset i Berlin.
Vallensbæk, 4.marts 2025 - Roland Kurney, som har været landechef i Takeda Danmark siden 2021, kommer til at fortsætte som landechef for Takeda Sverige fra og med den 1. april. Roland har mange års erfaring indenfor lægemiddelindustrien og sundhedsvæsenet. Inden han kom til Danmark, var han Takedas tyske finanschef i 5 år og havde, i en længere periode, sideløbende med dette, ansvaret for den daglige ledelse som landechef. Derudover har han arbejdet for det velrenommerede Charité Sygehus i Berlin i 7 år.
Siden 2021 har Roland transformeret Takeda Pharma A/S. Under hans ledelse er der i endnu højere grad blevet fokuseret på patientadgang til innovative behandlinger og en styrkelse af behandlingstilbuddene for ADHD-patienter. Sammen med sit team har Roland skabt en imponerende vækst, og Takeda Pharma A/S er en af de førende medicinalselskaber i Danmark.
“Jeg er utrolig taknemmelig for den uvurderlige læring om Danmark og det danske samfund samt det fantastiske samarbejde med mit danske team og vores eksterne partnere gennem de sidste 3½ år. Deres engagement har været afgørende for vores succes. Jeg er glad for, at vi kan fortsætte vores tætte samarbejde på nordisk niveau. Jeg ser frem til at blive en del af det dynamiske svenske team, hvilket er en fantastisk mulighed for mig til at udvide min horisont. De kommende år vil byde på flere spændende udfordringer, hvor vi sammen vil fokusere på det svenske og nordiske samarbejde med det primære formål at støtte og behandle endnu flere patienter med vores innovative behandlinger”, siger Roland Kurney.
Fra den 1. april vil Takeda Danmarks finanschef, Christian Ramskov, påtage sig rollen som midlertidig landechef udover sin nuværende rolle. Christian er en yderst erfaren leder og har tidligere været midlertidig landechef for Takeda i 2017.
Med 20+ års erfaring i lægemiddelindustrien, herunder roller som Nordic Head of Finance i Takeda, har Christian haft ansvarstunge lederstillinger hos både Takeda og Novartis. Hans erfaringer inkluderer både danske og europæiske strategiprojekter, og et stort europæisk frasalgsprojekt.
Christian vil officielt tiltræde rollen den 1. april 2025, og med en gradvis overtagelse af landechef-opgaverne, mens Roland begynder sin onboarding som GM i Sverige.
Vi ser frem til den stærke, stabile og ikke mindst empatiske ledelse, Christian vil tilføre i denne overgangsperiode.
“Roland Kurney har de seneste år været drivkraften bag vigtige fremskridt for Takeda i Danmark. Jeg er meget begejstret for, at han fortsat vil gøre en forskel i vores nordiske region i de kommende år. Samtidig er det glædeligt, at vores erfarne leder, Christian Ramskov, vil sikre en smidig overgang i Danmark”, siger Koki Sato, Head of Nordics, Takeda.
Takeda Pharma A/S er et datterselskab af Japans største lægemiddelvirksomhed Takeda Pharmaceutical International Limited. Det danske hovedkontor ligger i Vallensbæk, hvor den danske ledelse og cirka 70 medarbejdere fra salg & marketing, market access og public affairs samt administrative funktioner har kontor.
Takeda arbejder med forskning, udvikling, fremstilling og adgang til lægemidler inden for områderne sjældne sygdomme, gastroenterologi, centrale nervesystem, kræft samt plasmabaserede terapier og vacciner.
For yderligere information, venligst kontakt:
(Kommunikation: Kristina Støvring, kristina.stovring@takeda.com, +45 4266 7650)
C-ANPROM/DK/NON/0015